Mandler

18-12-2021

Mandel

Mandel er både navnet på et spiseligt frø og på træet Prunus dulcis, hvorfra det stammer. Mandeltræet kendes helt tilbage fra oldtidens sydvestlige Asien.
Ordet er kommet via middelnedertysk "mandel" fra latin amandula, omdannet efter amanda (= som bør elskes) af græsk amygdala (= mandeltræ).

Ligesom ferskentræet er mandeltræet et træ i kirsebærslægten i rosenfamilien. Mandlen er ikke en nød, men en stenfrugt, hvor mandlen er frøet i frugten. Selv om mandelfrugten er beslægtet med fersken, er der ingen, der spiser det læderagtige, grågrønne frugtkød. Derimod blev frøet - mandlen - tidligt genstand for lovprisning. Den er blandt verdens ældste dyrkede afgrøder og nævnes i 1. mosebog 43:11 som en delikatesse. "Endelig gav Jakob sig. "Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand...
Man mener, at mandlen stammer fra Kina eller har groet på stepperne i det område, der senere blev kendt som Sovjetunionen og i det nordvestlige Iran. Der var tale om en værdifuld handelsvare på Silkevejens handelsruter gennem Asien og Mellemøsten. Mandeltræer blev dyrket i vore dages Jordan for omkring 5.000 år siden, hvorefter grækerne og fønikerne spredte træet videre til landene omkring Middelhavet. Senere blev den bragt til Amerika, hvor den dyrkes i stor stil. Den største produktion kommer fra Spanien og Italien samt USA.
Mandeltræeet er et lille løvfældende træ, der bliver cirka 4-10 meter højt. Mandeltræerne blomstrer i det tidlige forår med store hvide eller let lyserøde blomster sidder enkeltvis eller parvis.

Træerne bliver produktive, altså begynder at bære frugt, efter fem år. Frugten modnes i efteråret 7-8 måneder efter dens blomstring.
De lysegrønne mandler sælges på markedet i Jerusalem. Min veninde Sally kom det første år vi boede i Jerusalem, med denne delikatesse, som vi lærte at spise med salt og citronsaft.

Fra mandeltræet fås både søde og bitre mandler. I den almindelige handel er det søde mandler, der sælges. Jeg er stødt på opskrifter med bitre mandler i svenske bageopskrifter. De bitre mandler indeholder små mængder af giftstoffet amygdalin, der kemisk er et forstadium til blåsyre. I de mængder, som man almindeligvis spiser mandler i, betragtes det dog ikke som sundhedsskadeligt.

Generelt har mandler et højt indhold af sunde umættede fedtsyrer og indeholder store mængder af vitamin B og E samt jern, kalk og magnesium.

Mandler:
- er gode for fordøjelsen.
- giver olie til hud og hår.
- mætter og er en god snack.
- rige på antioxidanter der beskytter dine celler fra oxidation og for tidlig aldring.
- kan sænke indholdet af det dårlige kolesterol.
- sænker optagelsen af kulhydrater fra kornprodukter pga dets indhold af protein og fedt.
- har et højt indhold af magnesium. Et for lavt indhold har vist sig at påvirke blodtrykket så det stiger.
- er blandt de bedste kilder til vitamin E.


Mandelolie anvendes både i madlavning og i kosmetik og til massage. Selv anvender jeg det som mundskyld om morgenen. Tag en lille teske mandelolie i munden og gurgle et minut. Spyt olien ud, skyld og børst tænder. Det renser munden for bakterier mm der samler sig i nattens løb.
God fornøjelse med mandler og deres olie.